Natten burde være et sted for ro. Men for mange er den i stedet et rum for tankemylder. Kroppen ligger stille, mens hjernen arbejder på højtryk – planlægger, analyserer, genafspiller samtaler, bekymrer sig om i morgen. Søvnproblemer er ikke kun et spørgsmål om at falde i søvn, men om at give slip. Og det er netop dér, mange moderne mennesker har det sværest.

Som psykologbehandling møder jeg ofte mennesker, der beskriver, hvordan søvnløsheden føles som en spiral. Jo mere man prøver at sove, jo mere vågen bliver man. Kroppen ligger klar til hvile, men sindet nægter at følge med. Ofte skyldes det ikke viljestyrke – men et nervesystem, der har glemt, hvordan ro føles.

I arbejdet med søvnproblemer ser man, at søvnløshed sjældent står alene. Den hænger sammen med stress, bekymring, overansvar eller sorg. Hjernen bliver fanget i en overlevelsesmode, hvor den scanner for trusler, også når der ingen er. Det er derfor, man kan føle sig udmattet, men stadig “på vagt”.

Søvnen er kroppens ældste form for terapi. Under søvnen bearbejdes følelser, hukommelse og stresshormoner. Når den bliver forstyrret, forstærkes alt det, man kæmper med i forvejen. Træthed gør os mere sårbare over for angst, tristhed og vrede – og dermed bliver søvnløsheden selvforstærkende.

Vejen ud begynder sjældent med nye apps eller ritualer, men med forståelse. Kroppen kan ikke falde til ro, hvis sindet stadig tror, det skal passe på noget. Derfor arbejder man i terapien med at genopbygge tilliden til, at det er trygt at hvile. Det kan handle om åndedrætsøvelser, at slippe perfektionisme, skabe rytme i hverdagen – men mest af alt om at finde ud af, hvad der holder én vågen indeni.

Mange opdager, at søvnproblemer ikke er fjenden, men et signal. Et tegn på, at man har kørt for længe uden pauser. Når kroppen endelig siger fra, er det ikke for at straffe, men for at beskytte.

Søvn er ikke noget, man kan tvinge frem – den kommer, når vi holder op med at kæmpe imod. Og når den endelig vender tilbage, føles det ikke kun som hvile, men som en hjemkomst til sig selv.

Når søvnen endelig begynder at vende tilbage, sker det ofte gradvist. Først nogle rolige nætter, hvor man mærker en snert af tillid – kroppen får lov at falde, og tankerne glider for en stund i baggrunden. Det er her, man forstår, at ro ikke er fraværet af tanker, men evnen til at lade dem passere. Mange beskriver, at de pludselig vågner og mærker en ny form for klarhed – som om natten endelig giver det, dagen har taget. Søvnen bliver ikke bare en pause fra livet, men en del af helingen. Og i den dybe stilhed mellem to åndedrag begynder kroppen igen at huske, hvordan tryghed føles.